Målfarlig Marcondes jagter FC Nordsjælland-rekord

Skrevet af admin

31/05/2015

Dagens topnyheder

For 12 år siden formåede Tommy Olsen at score i fem Superliga-kampe i træk for FC Nordsjælland. Det er stadig rekord i klubben, men Emiliano Marcondes gør nu et seriøst forsøg på at indhente Olsen.

Marcondes afgjorde søndagens hjemmekamp mod mestrene FC Midtjylland med 1-0-målet i overtiden, og dermed har han nu scoret i fire kampe i træk.

- Jeg blev gjort opmærksom på rekorden efter sidste kamp og har siden tænkt lidt på det. Det kunne da være fedt at komme op og udligne hans rekord, så det vil jeg gå efter i Aalborg i sidste kamp, siger Marcondes.

- Jeg har selvtillid og tror hele tiden på, at chancen kommer. Derfor søger jeg ind i de rigtige områder, og når jeg så får bolden, ved jeg, at jeg kan omsætte chancen til mål.

Målet kom, men der gik 91 minutter, før det skete. Marcondes mener, at det var fuldt fortjent, at sejren trods alt blev hevet i hus.

- Vi dominerede hele kampen. I første halvleg skabte vi ikke så meget, men vi havde stadig bolden mest, og til sidst formåede vi så at bombardere dem fuldstændig. Det havde været ufortjent, hvis det var blevet 0-0.

Træner Olafur Kristjansson er godt tilfreds med det pres, hans hold lagde på FC Midtjylland i slutfasen.

- Vi havde masser af energi, og når vi spiller med det pres og den aggressivitet, som vi gjorde her, vil der altid falde noget af til os. Især når vores defensiv også står så godt, som den gjorde her, siger Kristjansson.

Det var anden gang i sæsonen, at Farum-klubben slog FC Midtjylland. I september vandt FC Nordsjælland 2-1, men dengang mener træneren ikke, at de fik den rette kredit for sejren.

- Sidste gang, vi spillede mod FC Midtjylland her, kunne jeg læse mig frem til, at det var fordi de var rigtig dårlige, og fordi de forærede chancer væk, at vi vandt, siger Kristjansson.

- Så det var dejligt også igen at kunne møde dem, når de var i gavehumør, så vi kunne tage anden sejr.

FC Nordsjælland er før sæsonens sidste kamp på sjettepladsen i Alka Superligaen. De møder i sidste runde AaB, der er nummer fem, en plads FC Nordsjælland med en sejr kan overtage.

/ritzau/