Måling: Blå blok går ind i 2014 med solidt forspring

Skrevet af admin

23/12/2013

Dagens topnyheder

2013 har været et begivenhedsrigt år i dansk politik. Lærer- og lægekonflikt, vækstplan, to regeringsrokader samt en klimaorganisation og oppositionsleder i modvind er blot nogle af de ting, der har fyldt den politiske debat.

Men når det gælder vælgernes opbakning til de to fløje i dansk politik, er ikke meget ændret det seneste år.

Blå blok står stadig til en sikker valgsejr med 94 mandater mod 81 mandater til rød blok, viser årets sidste meningsmåling fra Voxmeter.

Går man et år tilbage - til 22. december sidste år - var stillingen 96-79 i blå bloks favør i Voxmeters måling, så der er kun flyttet to mandater mellem blokkene de seneste 12 måneder.

Internt på fløjene er der dog sket flere forskydninger.

I den røde lejr er Socialdemokraterne med 22,9 procent i den nye måling gået frem med 2,3 procentpoint på et år, mens der også er fremgang at spore for De Radikale og Enhedslisten, som står til henholdsvis 8,6 og 10,4 procent af stemmerne.

Til gengæld fortsætter tilbagegangen for SF, som i den nye måling er nede på 4,3 procent af stemmerne og dermed er gået 2,6 procentpoint tilbage på et år.

Hos oppositionen kan både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance glæde sig over fremgang på lidt over et procentpoint det seneste år.

I den nye måling står DF til 15,3 procent af stemmerne, og LA står til 5,0 procent, mens De Konservative har en nærmest uændret opbakning i forhold til for et år siden med 4,2 procent.

Det store oppositionsparti, Venstre, er derimod det parti, der har tabt flest vælgere i 2013. Venstre er gået 3,2 procentpoint tilbage over 12 måneder, så partiet nu står til 28,6 procent af stemmerne.

Venstre og formand Lars Løkke Rasmussen kan dog glæde sig over, at der fortsat tegner sig et solidt flertal for en ny regering med Løkkes om statsminister efter næste valg.

Og at Venstre i et lidt kortere perspektiv har vundet nogle af de vælgere tilbage, som forsvandt fra partiet i kølvandet på sagen om Løkkes rejser på første klasse som formand for klimaorganisationen GGGI.

Samtidig må statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indse, at forrige uges regeringsrokade ikke har haft nogen umiddelbar positiv effekt hos vælgerne.

1027 repræsentativt udvalgte danskere har svaret i meningsmålingen, der er foretaget i perioden 16.-22. december. Den maksimale usikkerhed på målingen er +/- 2,8 procentpoint.

/ritzau/