Måling: Frihedsparti og socialdemokrater i tæt løb i Wien

Østrigs socialdemokratiske SPÖ ligger stort set side om side med Frihedspartiet (FPÖ) efter søndagens lokalvalg i Wien.

Det viser en kombination af valgstedsmålinger og de seneste meningsmålinger op til valget, som analyseinstituttet Sora har foretaget for tv-stationen ORF.

Socialdemokraterne, som har siddet på borgmesterposten i Wien siden Anden Verdenskrigs afslutning, ser ud til at få mellem 34,5 og 37,5 procent af stemmerne, mens det højrepopulistiske Frihedsparti står til 33-36 procent.

Det konservative ÖVP får ifølge målingen mellem otte og ti procent af stemmerne.

Med så tæt løb mellem SPÖ og FPÖ er det endnu for tidligt at udråbe en vinder af valget, siger ORF.

Hvis tv-stationens måling holder stik, mister SPÖ og De Grønne det flertal, de har haft. De to partier går tilsammen omkring otte procentpoint tilbage, og dermed smuldrer det rød-grønne flertal på Wiens rådhus, viser målingen.

Frihedspartiet fik sin hidtil største vælgeropbakning ved valget i 1996. Dengang fik partiet, der dengang havde den nu afdøde leder Jörg Haider i spidsen, 28 procent af stemmerne.

Iagttagere i Østrig siger, at det er den store tilstrømning af flygtninge og migranter fra blandt andet Afrika og Mellemøsten, der har givet Frihedspartiet medvind.

Valgstederne lukkede klokken 17, og de første prognoser ventes omkring klokken 18.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV