Måling giver rød blok flertal for første gang siden valget

Skrevet af admin

06/01/2016

Mest læste i dag

Partierne i rød blok ville få over 50 procent af stemmerne, hvis der var valg til Folketinget i morgen.

Det viser en meningsmåling fra Greens i Børsen.

Ifølge avisen er det første gang siden valget i juni, at rød blok står til et flertal.

Mens opbakningen til Socialdemokraterne i målingen er uændret med 25,3 procent, så går De Radikale frem til 8,1 procent fra 4,9 procent i den forrige måling fra Greens.

Fremgangen sikrer rød blok, bestående af Socialdemokraterne, De Radikale, Enhedslisten, SF samt Alternativet, et flertal på 52,5 procent.

- Jeg tager det som et tegn på, at vi har fat i noget. At folk belønner, når man siger, hvad man mener, og holder fast i det, siger Sofie Carsten Nielsen, der er udlændinge- og integrationsordfører for De Radikale, til Børsen.

Opbakningen til Venstre derimod er den laveste i mange år.

Næsten en femtedel af vælgerne, som ved det seneste valg stemte på regeringspartiet, ville i dag sætte krydset ud for et andet parti.

Målingen, der er lavet, inden Venstre denne uge besluttede at indføre grænsekontrol, viser en vælgertilslutning på bare 16,6 procent.

Ved valget i juni fik Venstre 19,5 procent af stemmerne.

- Det er slet ikke tilfredsstillende. Det siger sig selv. Men det er turbulente tider i øjeblikket - både økonomisk og i forhold til asyl- og indvandrerspørgsmålet. Og der står vi som det eneste parti med regeringsansvaret og dermed som skydeskive for angreb, siger Jacob Jensen, fungerende ordfører i Venstre, til Børsen.

Greens-målingen afviger markant fra den seneste Voxmeter-måling foretaget for Ritzaus Bureau i december.

Her stod De Radikale til at få 4,8 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti var oppe på 22,4 procent mod 19,2 procent hos Greens.

Venstre fik i Voxmeters måling 18,7 procents opbakning.

Samlet stod oppositionspartierne, altså rød blok, til en opbakning på 47,5 procent.

/ritzau/