Måling: Nationalkonservative vinder valget i Polen

Det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti (PiS) får 39,1 procent af stemmerne ved Polens parlamentsvalg, viste valgstedsmåling fra Ipsos, efter stemmestederne var lukket klokken 21.00 søndag aften.

Af valgstedsmålingen fremgik det, at PiS vil få flertal alene i parlamentet med 460 medlemmer. Partiet behøver således ikke at søge flertal sammen med andre partier.

Dermed tegner alt til et magtskifte i Polen, efter det liberal parti Borgerplatform har haft magten siden 2007.

Hvis målingen korrekt afspejler resultatet, når stemmerne er talt op, så vil det blive mødt med et dybt suk i EU's hovedkvarter.

Lov- og Retfærdighedspartiet er et EU-skeptisk og fjendtligt parti, der er imod, at EU blander sig i Polens interne anliggender.

Lederen Jaroslaw Kaczynski er en politisk skikkelse, der splitter polakkerne, og derfor har han valgt at holde sig baggrunden ved en kommende regeringsdannelse og lade partikollegaen Beata Szydlo indtage posten som premierminister.

- Dette er første gang i Polens demokratiske historie, at et enkelt parti har sikret sig et flertal, sagde Kaczynski i sin sejrstale ifølge nyhedsbureauet AFP.

Premierminister Ewa Kopacz fra den liberale Borgerplatform (PO) erkendte nederlaget.

- Polen er et land, der har gjort økonomiske fremskridt, arbejdsløshedsprocenten er nede på et etcifret tal. Dette er det Polen, som vi overlader til valgvinderne, sagde hun.

Borgerplatform får ifølge Ipsos 23,4 procent af stemmerne.

PiS vil ikke, som den nuværende regering, tage imod sin EU-andel af 120.000 flygtninge, som strømmer ind i Europa.

Hvis Polen trækker sig fra den kvoteaftale, som blev indgået tidligere på efteråret mellem EU's medlemslande, så kan det kaste det europæiske samarbejde ud i en ny og dyb krise.

Flygtningespørgsmålet har spillet en rolle i valgkampen, men mange polakker har også følt sig tiltrukket af, at PiS vil spendere mere på sociale programmer, sænke pensionsalderen og give skattelettelser til mellemindkomstgruppen.

Polen har oplevet konstant økonomiske vækst i en lang række år, men mange polakker føler ikke, at Borgerplatform har strakt sig langt nok for at give dem deres bid af kagen.

EU kan også få problemer med sin klimapolitik op til FN's klimatopmøde i Paris i december. Lov- og Retfærdighedspartiet vil være stærkt opsat på at beskytte landets kulindustri og mange kulkraftværker.

Det endelige valgresultat ventes i løbet af mandagen.

/ritzau/

Dagens Gossip