Måling: Nu er der dødt løb mellem rød og blå blok

Regeringspartierne og Enhedslisten vinder frem på bekostning af Venstre, så der nu for første gang siden folketingsvalget er praktisk talt dødt løb mellem de to fløje i dansk politik.

Det viser en ny meningsmåling for Ritzau fra Voxmeter, som giver rød blok en vælgeropbakning på 49,7 procent, mens blå blok står til 50,0 procent af stemmerne.

For en måned siden så billedet helt anderledes ud med en klar føring på 54,6 procent af stemmerne til blå blok mod 44,8 procent til rød blok.

Omregnet til mandater giver den nye måling rent faktisk en føring på 88-87 til partierne i rød blok. Dertil kommer fire nordatlantiske mandater, som i øjeblikket er fordelt med tre til rød blok og et til blå blok.

For en uge siden så det ellers ud til, at Venstre havde sat en stopper for vælgerflugten i kølvandet på kritikken af Lars Løkke Rasmussens rejser på første klasse som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI).

Men siden er Venstre på bare en uge gået 3,1 procentpoint tilbage, og den seneste måned har partiet smidt 4,6 procentpoint i Voxmeters målinger.

Det store oppositionsparti står nu til 25,5 procent af stemmerne, hvilket er den dårligste måling for Venstre siden folketingsvalget i 2011.

Målingen er derimod et foreløbigt højdepunkt for Socialdemokraterne, der står til 23,4 procent af stemmerne, og det er det højeste niveau i en Voxmeter-måling siden S-R-SF-regeringens tiltræden for godt to år siden.

Også de øvrige regeringspartier er gået frem den seneste uge, så De Radikale nu står til otte procent af stemmerne, mens SF står til 7,1 procent.

Alle tre regeringspartier ligger dog fortsat under valgresultatet, men det opvejes af en solid fremgang til støttepartiet Enhedslisten, som står til 11,2 procent af stemmerne.

I den blå blok er både Liberal Alliance og De Konservative gået frem den seneste måned til henholdsvis 5,4 og 3,6 procent.

Dansk Folkeparti er faldet lidt tilbage til 15,5 procent, hvilket dog fortsat er klart over valgresultatet.

1025 repræsentativt udvalgte danskere har svaret i meningsmålingen, der er foretaget i perioden 4.-10. november. Den maksimale usikkerhed på målingen er +/- 2,7 procentpoint.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV