Måling: Provestlige partier står til at vinde i Ukraine

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

De provestlige partier står til at vinde det ukrainske parlamentsvalg, fremgår det af valgstedsmålinger.

Dermed står den ukrainske præsident Petro Porosjenkos politiske blok til at få størst indflydelse i parlamentet, hvor prorusserne altså til gengæld får mindre indflydelse.

Præsidentens blok står til at få 23 procent af stemmerne, mens premierminister Arsenij Jatsenjuk og hans parti Folkefronten står til at få 21 procent.

Det var på forhånd ventet, at præsidentens Solidaritetsparti og dets allierede Udar-parti ville stå som sejrherrer, når stemmerne er talt op.

Da Porosjenko havde afgivet sin stemme søndag, var det med et ønske om, at stemmefordelingen giver ham et stærkt mandat til at forfølge planen om at slutte konflikten i det østlige Ukraine.

- I dag har vi et nyt Ukraine.

- Jeg håber, det bliver muligt at danne en stærk proeuropæisk, demokratisk koalition, sagde han.

Præsidenten får nu til opgave at finde en koalitionspartner, hvilket sandsynligvis bliver Jatsenjuks parti Folkefronten.

Generelt klarede de provestlige partier sig godt, mens gruppen Stærkt Ukraine står til at få knap otte procent af stemmerne.

Gruppen er en sammenslutning af oligarker og politikere, der støttede den tidligere præsident Viktor Janukovitj, som blev drevet fra posten under gadeprotester i hovedstaden Kijev i vinter.

Siden har en vestligt-orienteret regering under ledelse af Petro Porosjenko taget over, og halvøen Krim har revet sig løs og er nu annekteret af Rusland.

Det må dog ses som en bet for præsidenten, at Stærkt Ukraine ser ud til at få plads i parlamentet, da partiet forud for valgdagen balancerede omkring spærregrænsen på fem procent.

Valget blev stort set boykottet af de prorussiske oprørere i den østlige del af Ukraine.

Her har flere prorussiske separatister indtaget Donetsk og Lugansk og agter at afholde valg den 2. november med henblik på at udråbe selvstændighed.

I omegnen af 36,5 millioner mennesker er stemmeberettigede, men op mod fem millioner i den østlige del af landet, havde ikke mulighed for at stemme på grund af de prorussiske separatister, der har kontrol over området.

Der er udkommanderet 61.000 politifolk til at håndtere sikkerheden i landet med 46 millioner indbyggere.

Parlamentet har hidtil haft 450 medlemmer, men Ruslands annektering af halvøen Krim tidligere i år betyder, at der skal vælges 12 færre.

Det endelige resultat ventes inden for de næste par dage, når samtlige stemmer er talt op.

/ritzau/AFP