Måling: Radikale vælgere smutter sammen med Vestager

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Den første Voxmeter-måling for Ritzaus Bureau efter partilederskiftet i Radikale Venstre viser, at flere af partiets vælgere vil følge med Margrethe Vestager ud af døren, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Målingen, der er baseret på 1035 telefoninterview mellem 1. og 7. september, viser, at Radikale Venstre står til 7,4 procent af stemmerne mod 8,9 procent ved den seneste måling, før Morten Østergaard overtog hvervet som partileder. Den statistiske usikkerhed er 1,6 procent.

Man kan godt konkludere, der er tale om en tilbagegang, men det er ikke uventet i forbindelse med lederskiftet, siger Robert Klemmensen, der er valgforsker ved Syddansk Universitet.

- Det er udtryk for en lille tilbagegang, men det er tæt på ikke at være betydende. Når alt så er sagt og gjort, så vil der altid være lidt ballade ved et partilederskifte. Hvem er nu den nye dreng i klassen, og hvad mener han?

- Selv om han har været synlig tidligere, så er det klart, at det er en helt anden post, der venter ham nu. Der kan være nogen, som har været meget forelsket i Margrethe Vestager, som nu overvejer, om de fortsat skal støtte Radikale Venstre, siger Robert Klemmensen.

Målingen viser til gengæld en fremgang på 1,9 procentpoint for Venstre. Partiet er dermed målt til at få 25,3 procent af stemmerne.

Ifølge Robert Klemmensen er det bestemt ikke usandsynligt, at Venstre har overtaget vælgere fra Radikale Venstre, fordi der kan være en frygt hos nogle vælgere for, at Morten Østergaard er mere venstreorienteret på det økonomiske område end Margrethe Vestager.

- Det kan godt tyde på, at radikale-vælgere er gået mod Venstre. Vestager formåede på en måde at placere sig som økonomiens vogter. Hvis man kigger på valgundersøgelser op gennem tiden, så er det traditionelt noget, som man forbinder de borgerlige partier med.

- Der er et vælgersegment, der er venstreorienteret på værdipolitikken, men som er forholdsvis højreorienteret på den økonomiske politik. Nogle af dem er måske usikre på, hvor Morten Østergaard kommer til at ligge på den økonomiske politik, siger valgforskeren.

/ritzau/