Måling: Vælgerne dumper Løkkes indsats over for ledige og udsatte

28. juni er det præcis ét år siden, Venstre-bossen præsenterede sit minister-hold. I den anledning har Analyse Danmark for Ugebrevet A4/Avisen.dk bedt et repræsentativt udsnit af befolkningen vurdere, hvordan Lars Løkke Rasmussen og Co. har klaret skærene det første år på en række politik-områder.

Danskerne har givet karakterer efter 7-trins-skalaen, og når det gælder området 'Økonomisk tryghed for ledige og udsatte', ser det sløjt ud. Det er blevet til en gennemsnitskarakter på sølle 1,8 - hvilket er lig med 'ikke bestået.'

Udover at være dumpekarakter er det den laveste af alle de seks politikområder, der har spurgt til. Samtidig er området det eneste, hvor regeringen ligger under 02 og dermed dumper.

Lussingen til regeringen er et udtryk for en ganske ædruelig vurdering fra vælgernes side, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup.

- Regeringen har haft sit interessefokus andre steder. Vi har snakket udlændingepolitik, så det stod ud af ørene. Men det er vanskeligt på stående fod at komme i tanke om, at regeringen har markedsført sig på at arbejde for de svageste, udstødte og ledige, siger han til Avisen.dk.

Politisk redaktør på Fyns Stiftstidende, Elisabet Svane, påpeger, at ledige og udsattes forhold næppe har stået øverst på Løkkes to do-liste.

- Det er ikke et område, der naturligt ligger som førsteprioritet for en borgerlig regering, siger Elisabet Svane til Avisen.dk

Ifølge Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, har Venstre-regeringen bedrevet en så hård politik over for ledige og udsatte, at selv blå vælgere er stået af.

Han peger på, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også var en hard liner. I grove træk overtog hun VK-regeringens politik. Og det har haft konsekvenser for Løkke:

- Det er en naturlig reaktion, at de borgerlige må rykke endnu længere til højre. Der er sket en 'selvradikalisering,' siger Jørgen Goul Andersen til Avisen.dk.

Socialrådgivernes formand Majbritt Berlau strør heller ikke om sig med høje karakterer.

- Der er ingen tvivl om, at den økonomiske utryghed er vokset i det sidste år. Særligt fordi regeringen har indført kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelsen. Det er alle regler, som gør folk mere fattige, siger hun til Avisen.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV