Målinger spår regeringsskifte i Australien

Ifølge australske meningsmålinger står den nuværende premierminister, Kevin Rudd fra partiet Labor, til at tabe sin post til den liberale udfordrer, Tony Abbott. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De seneste meningsmålinger fra fredag viser, at Abbott står til 53 procent af stemmerne, mens Rudd må nøjes med 47 procent, og fordelingen af sæder i parlamentet ser ud til at fordele sig med 87 pladser til Abbotts liberale parti og bare 60 til Rudds Labor. Lykkes det Tony Abbott at blive premierminister, betyder det enden på seks års Labor-styre.

Rudd har kæmpet for at finde fodfæste, siden han væltede den tidligere Labor-leder og Australiens første kvindelige premierminister, Julia Gillard, blot få uger før valget blev udskrevet, og på trods af en intens valgkamp ser han nu ud til at skulle tilbringe mindst tre år i opposition.

Den nuværende premierminister har dog ikke mistet håbet endnu, selv om meningsmålingerne ikke ser gode ud for ham. Fredag sagde han ifølge AFP, at?? han kun har behov for at samle »et sted mellem 300.000 og 400.000« vælgere, som endnu ikke har besluttet sig ud af de i alt knap 15 millioner stemmeberettigede australiere.

Udover Labor og De Liberale er mere end 50 partier registreret, hvilket er flere end ved valget i 2010. Blandt andet stiller Julian Assanges Wikileaks Party op, ligesom også dyrerettighedspartiet og Partiet for rygeres rettigheder.

Dagens Gossip