Mållinjeteknologi er på vej ind i italiensk fodbold

Den italienske Serie A bliver i den kommende sæson den næste store liga, der indfører mållinjeteknologi.

En arbejdsgruppe under det italienske fodboldforbund (FIGC) har onsdag besluttet at indføre teknikken, der skal sikre, at der ikke længere er tvivl om, at en bold har passeret målstregen eller ej.

- Jeg er overbevist om, at vi indfører det i den kommende sæson, siger forbundets præsident, Carlo Taveccio, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Arbejdsgruppen er begyndt arbejdet med at få teknologien her til landet, tilføjer han.

Den engelske Premier League har allerede mållinjeteknologi, og tidligere i denne sæson besluttede også den tyske Bundesliga, at man vil indføre det til den kommende sæson.

Italien har hidtil forsøgt sig med to mållinjedommere i kampene, men diskussionerne om at supplere dem med moderne teknologi fik ny næring, efter at AS Roma i starten af januar vandt en kamp over Udinese på et omstridt mål.

I sommer afviste DBU og Divisionsforeningen, at et lignende tiltag er på vej til Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip