Målløs Pourie: Måler mig selv på mål

Skrevet af admin

06/10/2014

Dagens topnyheder

Marvin Pourie blev hentet til Sønderjyske for at score mål, men indtil videre har den FC København-ejede tysker ikke levet op til forventningerne på den front.

Efter fire gange 90 minutter har han endnu ikke scoret, selvom chancerne har været der. Søndag var han igen skurken, da han brændte to friløbere i 1-1-kampen mod FC Vestsjælland.

- Min selvtillid er, som den altid har været. Det er altid svært at forklare, hvorfor man ikke scorer, for jeg skulle have scoret. Men jeg kom trods alt frem til chancerne, siger Pourie.

- Jeg har også haft chancer i de andre kampe, men det er bare ikke gået min vej. Jeg får to-tre chancer hver kamp, og en dag sætter jeg en af dem ind, og så rammer jeg en stime.

At det endnu ikke er blevet til mål i Sønderjyske-trøjen irriterer Pourie, der ikke kan bruge gode præstationer til noget som helst.

- Jeg måler mig selv på mål, ikke min præstation. Det spillemæssige er noget, der skal være der, men det vigtigste er, at jeg scorer mål, siger tyskeren.

Træner Lars Søndergaard er ikke nervøs for de manglende mål fra Pouries side.

- Vi har jo set, hvor livsfarlig han er for modstanderne. Så længe han har kræfter, kan han udfordre en mod en, og han tager de rigtige løb. Han passer rigtig godt ind i den måde, vi spiller på.

- Men man kunne også se på de to chancer, han havde mod FC Vestsjælland, at han tøvede lidt. Der så man, at selvom han er en spiller, der udstråler selvtillid, så mangler han det at score mål.

Formmæssigt er Pourie godt med på træningsbanen, men i kamp mangler angriberen stadig lidt.

- Det er over et år siden han har spillet 90 minutter kontinuerligt sidst, og han var i denne uge henne ved mig for at sige, at han var træt. Det er jo det, der sker, når man bliver smidt ind efter en lang periode ude, siger træneren.

Marvin Pourie er lejet ud til Sønderjyske frem til næste sommer.

/ritzau/