Målløst topopgør sikrer igen point til Hobro

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Det endte uden scoring i mandagens superligaopgør mellem oprykkerne fra Hobro og FC Nordsjælland. Hobro fortsætter dermed med at tage point i landets bedste række og forbliver på andenpladsen, mens FC Nordsjælland ligger nummer tre.

Hobro har været et fysisk bekendtskab i Superligaen. Og sådan startede de også opgøret mod FC Nordsjælland hjemme på DS Arena. Martin Thomsen og Jonas Damborg var kontante på midten og fungerede som både erobrere og igangsættere.

Når bolden var erobret forsøgte de hobrogensiske arbejdsmænd ofte at finde store Emil Berggreen helt i front eller sende Quincy Antipas af sted i dybden. Gæsterne havde dog læst på lektien og gav ikke meget plads til hverken Berggreen eller Antipas.

I stedet var det udeholdet fra Farum anført af en velspillende Uffe Bech i højresiden og Joshua John i venstre, der satte sig på opgøret. De to hurtigløbere var meget udfordrende i deres spil og konstante trusler mod hjemmeholdets bageste kæde.

Enten trak de ind i banen og afsluttede, eller også gik de dybt og forsøgte med indlæg mod Morten Nordstrand i feltet. Nordstrand var dog godt dækket op af de to Hobro-fyrtårn i forsvaret, Mads Justesen og Anders Egholm. Så høje bolde var ikke løsningen.

Udeholdet var derfor farligst, når de fik sat John eller Bech i scene. Tæt på var John efter 18 minutter, da han skød snært forbi stolpen. Og endnu tættere på kom Uffe Bech to minutter senere med et lumsk hovedstød, der nær snød Jesper Rask i kassen.

Også Hobro havde chancer, selvom holdet var presset tilbage. Særligt når Antipas lykkedes med en dribling eller fik bolden i medløb blev det farligt. Men angriberen fra Zimbabwe manglede lige den sidste skarphed i afslutningen.

Det samme gjorde både Joshua John og Morten Nordstrand i to omgange, da de begge fik chancen for at bringe FC Nordsjælland på tavlen. Kampen endte dermed uden scoring, hvilket var et fortjent resultat set over 90 minutter.

/ritzau/