Målmand i svensk fodbold fundet død

Svensk fodbold blev ramt af en tragedie, da AIK's kroatiske målmand, Ivan Turina, døde natten til torsdag.

Den blot 32-årige keeper blev fundet død i sin lejlighed torsdag morgen, skriver den svenske avis Aftonbladet. Der er ikke mistanke om, at noget kriminelt har fundet sted.

Ifølge svensk politi er sygdom årsag til dødsfaldet. Politiet fik en melding om dødsfaldet lidt før klokken 07.30 torsdag morgen.

- Ivans hjerte stoppede i nat. Desværre magtede lægerne ikke at få det i gang igen, siger AIK's sportschef Björn Wesström til den svenske avis Expressen.

Tidlig torsdag morgen var AIK-chefen Johan Segui på plads i Turinas lejlighed for at støtte familien.

Ivan Turina kom til AIK i 2010. Han nåede at spille 65 kampe i den bedste svenske række, Allsvenskan, for Solna-klubben. I februar skrev målmanden under på ny kontakt med AIK, som skulle vare frem til 2016.

Ivan Turina har spillet fem ligakampe for AIK i denne sæson, og han var senest på banen 22. april mod Gefle, hvor han blev udskiftet på grund af en lårskade.

Kroaten var blandt publikumsfavoritterne i AIK. Ivan Turina efterlader en gravid hustru og to døtre på et år.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip

Dagens TV