Målmand sikrer AGF point mod AaB i vanvittigt drama

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Sæsonens største drama i Superligaen. Det er næppe for store ord om fredagens kamp mellem AaB og AGF, der sluttede 2-2.

Begge hold havde sejren inden for rækkevidde i de døende minutter, men det endte med en pointdeling, da AGF's målmand, Steffen Rasmussen, dybt inde i overtiden headede bolden i mål efter et hjørnespark.

Tidligere i dommerens overtid havde Rasmus Würtz scoret det, han troede var kampens sejrsmål. Han dirigerede bolden i mål til 2-1 efter et hjørnespark.

Et par minutter forinden havde AGF ud af det blå lignet en vinder, efter AaB havde set ud til at køre en 1-0-sejr hjem på Lukas Spalvis' mål i første halvleg.

Men først udlignede Morten "Duncan" Rasmussen til 1-1, da bolden efter 87 minutter dumpede ned foran ham i straffesparksfeltet.

To minutter senere havde "Duncan" så chancen for at bringe AGF på 2-1, men han misbrugte straffesparket, efter AaB'eren Kenneth Emil Petersen havde taget hånden til hjælp i feltet.

Meget passende endte det i stedet 2-2, og dermed er begge hold stadig uden sejr i forårssæsonen. AaB og AGF havde i de tre første runder skrabet henholdsvis et og to point sammen, og de rykker sig ikke for alvor i tabellen med det ene point.

Tillægstiden alene bød på mere underholdning end de første 87 minutter tilsammen, og det sagde ikke så lidt. Det var nemlig en afvekslende kamp fra begyndelsen.

AGF var mest aggressiv fra start og skabte et par farlige situationer. Blandt andet ved Aleksandar Cavric, der fik et skud blokeret.

Kort efter havde serberen et godt gennembrud, men han blev også nedlagt og skadet i situationen. Han kunne ikke fortsætte, og så måtte træner Glen Riddersholm ty til udskiftning allerede efter seks minutter.

AaB vågnede brat op efter ti minutter, hvor holdet satte et perfekt angreb op. Thomas Enevoldsen blev spillet helt blank foran mål, men Steffen Rasmussen reddede med en benparade i AGF-målet.

Nordjyderne havde efterhånden sat sig på spillet, da et mønsterangreb af førstegangsafleveringer udløste målet til 1-0.

Nicolaj Thomsen sendte bolden ind i hovedet på Lukas Spalvis, der med største selvfølgelighed pandede bolden i nettet.

Dermed er ligaens topscorer oppe på 16 træffere.

Hjemmeholdet havde også chance for at øge inden pausen, og holdet kunne med rette føle sig snydt for et straffespark, da Niklas Backman fældede Kasper Risgård i det kriminelle felt.

Efter pausen overlod AaB initiativet til AGF, der i sin spildominans kom til en gigantisk dobbeltchance efter knap ti minutter.

Morten "Duncan" Rasmussen fik sit hovedstød reddet helt nede ved stolpen, og på riposten formåede Elmar Bjarnason at misbruge en meter fra mål. To klasseredninger af Nicolai Larsen.

Sidstnævnte stod i det hele taget fremragende. Knap 20 minutter før tid viftede han bolden over tværribben, da Niklas Backman nærmest stemplede et forsøg mod mål.

AaB skabte ikke meget offensivt og blev også hæmmet af, at Thomas Enevoldsen måtte udgå med en skade kort efter pausen.

Nordjyderne så dog ud til at snige en kneben sejr hjem, men så gik kampen altså fuldstændig amok i de sidste minutter.

AaB ligger nummer to med 36 point for 22 kampe, men bliver med sikkerhed overhalet, når Sønderjyske og FC Midtjylland tørner sammen søndag.

AGF ligger tredjesidst med 24 point.

/ritzau/