Målmandslegende er imponeret over Kasper Schmeichel

En af historiens største målmandslegender Gordon Banks har bemærket Leicesters danske målmand Kasper Schmeichels flotte præstationer.

Englænderen Banks fik ikke mindste legendestatus for sin redning mod Brasilien ved VM i 1970, som siden er blevet kaldt historiens bedste. Derudover var han i en årrække en fremragende målmand hos netop Leicester.

Her så han i den forgangne sæson Kasper Schmeichel have en stor andel i Leicesters suveræne oprykning til Premier League.

- Jeg har set ham en del, og jeg har kunnet lide, hvad jeg har set.

- Jeg er overrasket over, at ingen klubber, særligt Premier League-topholdene, har været ude efter ham. Men måske ville det være for meget, hvis de skulle stole for meget på ham, siger Gordon Banks i et interview med Leicester Mercury.

76-årige Banks har dog ikke den store tiltro til, at Leicester kan forlænge opholdet i Premier League.

- Det er virkelig et stort skridt op. Det er en meget hård liga. Jeg håber, Leicester bliver oppe, men jeg vil ikke satse penge på det, siger Banks.

Premier League begynder i den kommende weekend. Leicester møder Everton på hjemmebane lørdag.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip