Målmaskinen Cavani jagter Maradonas målrekord

Napolis stjerneangriber Edinson Cavani bankede to mål ind i 5-1-sejren over Pescara i søndags og kom op på 83 mål for den italienske klub i karrieren.

Dermed kom uruguayaneren lidt tættere på Diego Maradonas rekord på 115 mål for Napoli, som vil være en milepæl for Cavani at slå.

- Hvis jeg skal opnå det, så skal jeg score endnu flere mål. Jeg kigger dog ikke efter andre, men kun på denne gruppe af spillere, som jeg er en del af og spiller en rolle for, siger Cavani diplomatisk.

Med søndagens sejr er Napoli blot to point efter førerholdet Juventus, som vandt lokalderbyet mod Torino med 3-0 i lørdags og har 35 point efter 15 kampe.

Napoli har ikke vundet Serie A siden 1990, da Diego Maradona var den helt store stjerne.

- Vi tænker ikke på, om vi kan udfordre Juventus eller ej. Vi tænker kun på os selv, selv om jeg håber, at vi kan være med i topkampen, siger Cavani.

Sydamerikaneren er nummer to på topscorerlisten i Serie A i denne sæson med 10 mål. Kun AC Milan-angriberen Stephan El Shaarawy har scoret flere med 12 mål.

/ritzau/

Dagens Gossip