Målmaskinen Van Persie: Fortjent mesterskab

Manchester Uniteds stjerneangriber Robin van Persie blev aftenens helt store fodboldhelt, da han sikrede klubben det 20. mesterskab med et hattrick mod Aston Villa.

Med tre mål på 35 minutter på hjemmebanen Old Trafford sørgede hollænderen for en festaften i Manchester.

- Jeg er meget glad. Det her er vores 20. titel, og det er velfortjent, lyder det fra hattrick-mageren efter kampen.

Robin van Persie åbnede allerede målfesten efter bare et minuts spil, og med sine tre mål i kampen overtager han førstepladsen på topscorerlisten i Premier League.

- Det er lige meget, hvem der scorer, så længe vi vinder kampen, og vi vandt kampen, siger van Persie ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Fra første minut spillede alle godt, og alle havde gejsten. Det var fantastisk at score så tidligt i kampen - det var en stor sejr på en fantastisk fodbolddag, tilføjer stjernen.

Selv om nummer to i ligaen, Manchester City, fortsat har fem kampe tilbage før sæsonafslutningen, så er forskellen på 16 point så stor, at United ikke længere kan indhentes.

I sidste sæson var mesterskabskampen mellem de to Manchester-klubber yderst tæt, men City endte med at stå med Premier League-trofæet efter sidste spilledag.

Uniteds Wayne Rooney, som mandag aften spillede sin kamp nummer 400 i den røde trøje, mener, at nederlaget i sidste sæson har givet United-spillerne masser af motivation i år.

- Det var bestemt ikke en sjov følelse sidste gang. Vi måtte alle granske os selv, og vi gjorde et fantastisk arbejde for at komme tilbage.

- Du kan aldrig tage noget for givet i fodbold, og gudskelov så er missionen nu fuldført, lyder det fra Rooney.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip