Målsluger Klose stopper på landsholdet

Miroslav Klose vil stoppe på toppen og vil ikke længere spille på Tysklands fodboldlandshold.

Med den besked gav det tyske fodboldforbund sine fans endnu et spillerfarvel efter sommerens euforiske fodboldfest.

- Med VM-titlen i Brasilien er der en drengedrøm, som er gået i opfyldelse for mig. Jeg er stolt og lykkelig over, at jeg har været med til at bidrage til denne store tyske fodboldsucces. Jeg har haft en vidunderlig tid og mange uforglemmelige øjeblikke.

- Jeg har nydt de seneste uger, så for mig kan tidspunktet til at stoppe ikke blive bedre, siger den 36-årige fodboldspiller, som lavede to mål i Brasilien og nåede op på historiske 16 VM-scoringer i alt.

Det var et chok for tyske fodboldfans, da anfører Philipp Lahm tidligere på sommeren meddelte, at han stoppede på landsholdet.

Samme chok er det ikke, at 36-årige Miroslav Klose stopper, for med hans alder in mente, har der i tyske medier og i fodboldkredse været spekuleret i hans landsholdsstop.

Tysklands landstræner, Joachim Löw, talte med Miroslav Klose og fik beskeden i sidste uge. Löws erfaring sagde ham, at for Klose er et ord et ord, så han vidste med det samme, at beslutningen ikke stod til at ændre.

At han roser sin angribers sportslige kvaliteter er kun naturligt, men Löws store ord om personen Miroslav Klose vidner om et særligt samarbejde.

- Miro Klose er en verdensstjerne, han er en af de bedste angriber, sporten har skabt. Hans fodboldmæssige kvaliteter som hans hovedstødsstyrke, hans ageren i straffesparksfeltet og hans spilforståelse er svær at finde hos andre i fodboldverdenen, siger Löw og fortsætter:

- Alligevel har jeg aldrig mødt en spiller, som i højere grad står for jordforbindelse, beskedenhed, fairplay, professionalitet, pålidelighed og gejst for holdet. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har fået lov at arbejde sammen med Miro Klose, siger landstræneren.

Miroslav Klose har nationalt nået en særstatus med 71 scoringer på landsholdet, tre mere end Gerd Müller.

Han begyndte sin landsholdskarriere i 2001.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV