Måltyven Klose vil have scoringsrekord alene

Skrevet af admin

24/06/2014

Mest læste i dag

Den 36-årige tyske landsholdsangriber Miroslav Klose tangerede i lørdagens 2-2-kamp mod Ghana rekorden for flest scorede VM-mål.

Både Klose og den pensionerede brasilianske fodboldstjerne Ronaldo er nu noteret for 15 mål ved VM-slutrunder, men Klose vil have rekorden for sig selv.

- Jeg håber at kunne toppe listen alene. Jeg lyver, hvis jeg siger noget andet. Jeg er angriber, og angribere ønsker at score mål. Og jeg ønsker at være på toppen af listen så længe som muligt, siger Klose til det tyske fodboldforbunds hjemmeside.

Torsdag spiller Tyskland mod USA i gruppe G's sidste spillerunde. Uafgjort sender begge hold videre.

Det er usikkert, om Klose spiller fra start. I den første kamp mod Portugal sad han på bænken i alle 90 minutter, mens han fik en halv halvleg mod Ghana.

- En angriber sætter sig altid mål før en slutrunde. Mit mål var at score tre gange, men det ville heller ikke gøre mig noget, hvis det blev til mere end tre scoringer, siger Klose.

Han har scoret sine mål ved VM-slutrunderne i 2002, 2006, 2010 og altså 2014.

/ritzau/NTB