Målvogter er rejst hjem fra håndbold-VM før sidste kamp

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Håndbold-VM er endegyldigt slut for målvogter Sandra Toft. Larvik-keeperen har forladt spillerhotellet og er rejst hjem, selv om Danmark fortsat mangler kampen om femtepladsen mod Rusland søndag.

Det er konsekvensen af det kanonskud fra Cristina Neagu, der i kvartfinalen mod Rumænien traf Sandra Toft midt i ansigtet. Toft har tidligere lidt under eftervirkningerne af en hjernerystelse, og man vil ikke risikere et tilbagefald.

- Hun er blevet sendt hjem nu. Da vi havde det første møde med hende i går før kampen mod Montenegro, var hun ellers rigtig opsat på at spille, forklarer landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Der blev så taget en fornuftig beslutning af vores sundhedsstab og undertegnede, og langt hen ad vejen Sandra selv, fordi hun godt vidste, at det ville være risikabelt at spille.

- Da vi kom tilbage på hotellet efter kampen, havde hun desværre fået det lidt værre, lyder det fra landstræneren på lørdagens pressemøde i Herning.

Han indkaldte allerede torsdag veteranen Mette Iversen Sahlholdt som reserve, hvis Toft måtte melde forfaldt, og Nykøbing Falster-målvogteren fik sin slutrundedebut mod Montenegro fredag.

/ritzau/