Målvogtere kæmper tæt kamp: Ikke noget klart førstevalg

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

Spørger man landstræner Klavs Bruun Jørgensen er han ikke meget for at udpege en førstemålvogter for Danmark ved håndbold-VM på hjemmebane.

Og heller ikke når man forhører sig hos hovedpersonerne selv, får man noget klart svar. Duellen mellem Sandra Toft og Rikke Poulsen er så tæt, at de formentlig i vid udstrækning kommer til at dele spilletiden imellem sig.

- Mit indtryk er, at Klavs gerne vil holde os begge i gang. Vi har begge gjort det godt, siger Rikke Poulsen.

- Vi er to gode målvogtere, og vi vil selvfølgelig begge gerne spille, men vi skal stå sammen om det her. Selv om vi begge gerne vil stå hele tiden, så er vi jo også kolleger. Derfor skal vi bakke hinanden op 100 procent, lyder det fra Viborg-keeperen.

Ved EM sidste år endte daværende landstræner, Jan Pytlick, med at foretrække Sandra Toft i de afgørende mellemrundekampe, hvor Rikke Poulsen varmede meget bænk.

Men tavlen er visket ren under Klavs Bruun Jørgensen, der fortæller, at duellen er så tæt, at det let kan ændre sig undervejs i turneringen.

Der er da heller intet ondt blod mellem de to konkurrenter i målet. De fleste tophold har to gode målvogtere, så både Toft og Poulsen er vant til situationen.

- Vi har det godt sammen, og vi arbejder for det samme, nemlig at vinde for Danmark, forsikrer Rikke Poulsen.

Første gang, Klavs Bruun Jørgensen skal vælge en målvogter, bliver lørdag aften, når Danmark møder Japan i premierekampen i Herning.

/ritzau/