To måneder efter ulykken: Pludselig rejste hun sig og gik

Bodil Jørgensen har gjort bemærkelsesværdige fremskridt, siden hun 18. juni blev hårdt kvæstet under optagelserne til den nye Far til Fire-film, hvor hun skulle have spillet Fru Sejersen.

Her brækkede hun samtlige ribben og kraveben, fik tre brud på bækkenet, sammenklappede lunger og skader på nyrer og lever og blev efterfølgende lagt i koma - men 3. august rejste hun sig fra kørestolen og gik.

Det fortæller hendes mand, Morten Søborg til BT.

Læs også: Bodil Jørgensen efter ulykken: "- Så kunne jeg pludselig mærke, at jeg havde svært ved at trække vejret"

- Pludselig rejste hun sig bare op - og gik. Det var helt vildt. Det skete, da vi var til kontrol 3. august. Lægen kunne se på røntgenbillederne, at hendes bækken var vokset sammen, som det skulle. Så han sagde, at hun godt måtte forsøge at rejse sig lidt op og prøve at støtte på begge ben, siger han.

Efter ulykken lå Bodil Jørgensen i kunstigt koma i fem dage. Fire uger efter ulykken blev hun udskrevet og har siden været i familiens sommerhus udenfor Hornbæk, hvor hun har genoptrænet med en fysioterapeut tre gange om ugen. Hun har fortsat smerter, men får smertestillende medicin.

- Hun er trappet godt ned på morfinen, hvor hun er nede på én dosis om dagen, og snart får hun den sidste morfinpille. Det er lidt hårdt, når hun vågner om natten, eller når hun har lavet for mange øvelser, men så får hun nogle andre smertestillere, siger Morten Søborg.

Læs også: Han reddede Bodil Jørgensen: - Jeg er ikke nogen helt

Ulykken skete 18. juni ved Vester Vedsted ud for Mandø i det sydvestlige Jylland. Her sad hun på en metalgrab bag på en traktor. Da traktoren skulle køre over et dige, skred den, og Bodil Jørgensen faldt ud, og traktoren landede ovenpå hende.

Det skete på hendes allerførste optagelse til Far til fire-filmen. Hendes rolle som Fru Sejersen blev siden overtaget af Kirsten Lehfeldt, og scenen med traktoren er droppet fra filmen.

Dagens Gossip

Dagens TV