Måske begik tysker ikke selvmord fra Tuborg-tårnet

»Politiet har således ikke i nævnte sag efterforsket – og derfor heller ikke konkluderet – hvorvidt der var tale om selvmord eller ej,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi til DR, der har undersøgt omstændighederne omkring den tyske kvindes død.

I en pressemeddelelse 4. juli 2011 skrev politiet ellers:

»Med baggrund i vores efterforskning og bl.a. afhøring af vidner er det politiets konklusion, at der er tale om selvmord«.

Flere vidner fortalte ellers til politiet, at det ikke lignede selvmord, men at udhænget på Tuborg-tårnet bristede under Susan Herschel, da hun stod og dansede på det.

Et af øjenvidnerne var Tor Madsen, der arbejdede i Tuborg-tårnet.

»Jeg har hele tiden sagt, at det ikke lignede et selvmord. Det skrev jeg også i min rapport til politiet, men alligevel konkluderede de det modsatte efter ulykken,« siger Tor Madsen ifølge DR.

Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Lars Bjerg mener, at Susan Herschels død blev stemplet som selvmord, da det kunne stoppe mediernes kritiske dækning af tragedien.

»De fleste journalister har det sådan, at selvmord er noget man ikke blander sig i, fordi det er en privatsag,« siger Lars Bjerg til DR.

Familien til Susan Herschel har hele tiden holdt fast i, at moren til to ikke begik selvmord.

Dagens Gossip