Mad i lange baner beslaglagt i København

Varerne tæller blandt andet brød, kager, pølser, konserves og færdigretter, der i adskillige tilfælde ikke levede op til fødevarelovgivningen og dermed kunne udgøre en sundhedsrisiko for forbrugerne.

»Hvis man ønsker at drive forretning i Danmark, skal man leve op til reglerne, hvad enten man driver sin butik i Nordjylland, Vestsjælland eller i 2400 Nordvest,« er fødevareminister Karen Hækkerup (S) citeret for at sige.

Kontrollen afslørede, at virksomhederne især havde problemer med mærkningen af deres varer.

I flere butikker var halvdelen af de kontrollerede varer ikke mærket korrekt eller på dansk, og der var desuden flere butikker, der ikke kunne dokumentere, hvorfra varerne kom. Det er ellers et helt centralt element i fødevaresikkerheden og et ufravigeligt krav i EUs fødevarelovgivning.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi har en velfungerende fødevarekontrol, der kan sætte problemvirksomhederne under lup og følge op med aktioner og sanktioner som i denne sag,« siger Karen Hækkerup.

I flere tilfælde fandt Fødevarekontrollen også problemer med opbevaringen af varerne, temperaturer, mangelfuld rengøring og skadedyrssikring.

Virksomhederne kan nu se frem til en række indskærpelser, bøder og politianmeldelser for overtrædelser af fødevarelovgivningen. Politiet og Skat deltog også i aktionen.

»Jeg er ikke tilfreds med, at flere virksomheder i Nordvest ikke har styr på butikken. At Fødevarekontrollen kan finde så massive overskridelser af helt basale regler for fødevarehåndtering er under al kritik,« siger Karen Hækkerup.

Dagens Gossip