Maddie-sagen: Telefonopkald kan være nøglen til gåden

Det portugisiske politi har nu overdraget det britiske Scotland Yard lister over telefonopkald, der er foretaget fra det feriekompleks i Praia Da Luz i Algarve, hvorfra den fire-årige Madeleine McCann forsvandt fra et hotelværelse i 2007.

Den engelske avis, The Mirror, skriver, at politiet er i færd med at undersøge alle opkald fra mobiltelefoner foretaget i området mellem klokken 21 og 22 den aften.

Scotland Yard håber, at listerne kan løse gåden.

Den engelske piges forældre - Kate og Gerry McCann - er tidligere blevet beskyldt af det portugisiske politi for selv at have dræbt datteren.

Men, ifølge britisk politi, er der et gabende hul i efterforskningen, idet det portugisiske politi endnu ikke selv tjekket mobilopkaldene i timerne omkring Madeleines forsvinden.

Nu er arbejdet i gang med at identificere de personer, der har foretaget opkald. Det sker blandt andet for at undersøge om nogle af dem er registrerede som allerede kendte pædofile og sexforbrydere.

- Vi koncentrerer os ikke nødvendigvis kun om at finde mistænkte, men også vidner. Vi forsøger også at forstå, hvem der var hvor og hvorfor, siger politiinspektør, Andy Redwood, til The Mirror om listerne:

Listerne overdrages til det britiske politi, fordi Scotland Yard har udsendt en international anmodning om hjælp i sagen i 31 lande.

Angivelig efterforsker britisk politi lige nu 41 personer, hvoraf 15 er briter.

Portugisisk politi meddelte i oktober, at det genoptager efterforskningen. Den var ellers blevet lukket i 2008.

Dagens Gossip