Maddies forældre kræver kæmpeerstatning

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

En portugisisk dommer udsatte onsdag de afsluttende retsmøder i den injuriesag, som den forsvundne Maddie McCanns forældre har rejst.

Kate og Gerry McCann har sagsøgt Goncalo Amaral, den tidligere ledende efterforsker i jagten på Madeleine, efter at hun forsvandt fra familiens portugisiske ferielejlighed i maj 2007.

Parret opholdt sig i den sydligt beliggende ferieby Praia da Luz på Algarvekysten, da deres datter, få dage inden hendes fire års fødselsdag, forsvandt fra sit soveværelse, mens forældrene spiste aftensmad på en nærliggende tapasbar.

Dommer Maria Emilia Melo e Castro fastsatte 7. januar som den sidste retsdag med vidneudsagn fra Madeleines forældre og Amaral. Retten vil beslutte om den vil høre vidneudsagn fra de to parter inden den dato, sagde hun.

Amaral, som var leder af det portugisiske politis efterforskning, skrev en bog, hvori han fremsatte den teori, at Madeleine døde ved et uheld, og at hendes forældre var indblandet i hendes død.

Familie kræver nu et beløb, der svarer til 8,75 millioner kroner i erstatning.

Kate og Gerry McCann har hævdet, at bogen har hæmmet eftersøgningen efter deres datter.

Onsdag var det sidste vidne i sagen indkaldt af retten, ligesom en dokumentarfilm, der bygger på indholdet i Amarals bog blev forevist.

De portugisiske myndigheder sagde i sidste måned, at de genåbnede sagen om Madeleines forsvinden.

Myndighederne i Portugal havde ellers lukket sagen om den lille piges forsvinden i 2008, men Scotland Yard har brugt to år på at gennemgå den på den britiske regerings anmodning og indledte sin egen efterforskning i juli i år.

Familien McCann har stået i spidsen for en seks år lang kampagne for at finde Madeleine, som de mener er bortført og stadig i live.

/ritzau/AFP