Madeleine-sagen: Nu jager de 38 mistænkte fra fem lande

Seks år er gået, siden den dengang 3-årige Madeleine McCann forsvandt under en ferie med sine forældre og mindre søskende i byen Praia da Luz i Portugal. Siden har både forældrene Kate og Gerry, frivillige samt britisk og portugisisk politi forsøgt at opklare mysteriet om, hvad der skete med den lyshårede pige. Tidligere i dag meddelte det britiske politi Scotland Yard så, at de jager 38 potentielle mistænkte fra fem forskellige lande.

Det skriver den britiske avis The Guardian. Det er Scotland Yards minutiøse gennemgang af det omfattende efterforskningsmateriale - som blandt andet omfatter over 30.000 dokumenter - der har affødt nye spor, og som har fået politiet til endnu engang at iværksætte en større efterforskning af sagen.

Sexkrænkere iblandt de mistænkte

Af de 38 mistænkte er 12 britiske statsborgere, ligesom der også er portugisiske statsborgere. Ifølge avisen The Guardian er nogle af de mistænkte tidligere sexkrænkere, som befandt sig i det område, hvor pigen forsvandt 3, maj 2007. Ifølge chefanklager fra Scotland Yard Andy Redwood er ingen af de mistænkte venner eller familie til McCann-familien.

Politiet arbejder ifølge chefanklageren ud fra en teori om, at pigen blev kidnappet af en fremmed person.

Redwood fortæller, at gennemgangen af alt materiale har givet politiet unikke muligheder, og at det er et skridt i den rigtige retning.

- Jeg tror, der er en chance for, at hun er i live, siger Andy Redwood. 

Sagen om Madeleine McCann har gennem årene været genstand for stor mediebevågenhed.

Forældrene har således selv været mistænkte, men blev senere frikendt.

Også det portugisiske politi, der indledningsvis efterforskede pigens forsvinden, har fået stor kritik for deres håndtering af sagen. De fandt for eksempel aldrig frem til alle ansatte og gæster på feriekomplekset - og deres tekniske undersøgelser af gerningsstedet var ligeledes mangelfuld. 

 

 

Dagens Gossip