Madonna erklærer: Jeg er ligesom Picasso

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Så længe Madonna stadig har masser af musikalsk magi i sig, bliver hun ved og ved til den dag hun segner.

Det fastslår den 56-årige sangerinde i et interview med nyhedsbureauet AP.

- Jeg kan godt lide at sammenligne mig selv med andre artister som eksempelvis Picasso. Han malede og malede, til den dag han døde. Hvorfor? Fordi han var inspireret, tror jeg, siger Madonna om den verdensberømte kunstner, der døde som 91-årig i 1973.

- Livet inspirerede ham, så han blev bare nødt til at udtrykke sig selv, og sådan føler jeg det også, siger Madonna og uddyber:

- Jeg tror ikke, at kreativitet har en udløbsdato. Jeg tror, man stopper, når man ikke har mere at sige, lyder det fra den mange dobbelte Grammy-vindende sangerinde, der udgav sit første album i 1983 og det seneste, "Rebel Heart", tidligere på året.

Den 9. september starter hun sin verdensturné og med et imponerende bagkatalog, der tæller hits som "Like a Virgin" og "Material Girl", er det svært at strikke set-listen sammen, siger den dobbelte Golden Globe-vinder og mor til fire.

- Jeg har lavet sange i 32 år, så jeg må vælge og vrage. Jeg sidder i ugevis, og det er et kæmpe puslespil, siger sangerinden.

Madonna kommer til Danmark den 17. november på "Rebel Heart"-verdensturnéen og giver koncert i Jyske Bank BOXEN i Herning.

/ritzau/FOKUS