Madonna ny dollarmilliardær

Hendes formue skal nu skrives med syv cifre. Popdronningen var sidste år god for cirka 700 millioner dollars, godt fire milliarder kroner, og siden er pengene strømmet ind.

Ifølge modebranchens bibel Women’s Wear Daily tjente Madonna store summer på verdensturnéen, der omsatte for næsten 310 millioner dollars. Dertil kommer 75 millioner fra salg af merchandise på koncertstederne og yderligere 10 millioner fra TV-rettighederne.

Women’s Wear Daily peger også på Madonnas investeringer i motionskæden Hard Candy og helsedrikken Vita Coco, der ligeledes har fået hendes kassebeholdning til at stige kraftigt. Andre store indtægtskilder er sangerindens Truth or Dare-parfume, der det seneste år har solgt for 60 millioner dollars. Endelig venter bladet, at Madonnas ungdomstøjserie Material Girl vil indbringe 10 millioner dollars i 2013.

Hvis regnestykket fra Women’s Wear Daily holder vand, kommer Madonna i selskab med filmskaberne George Lucas og Steven Spielberg, Microsofts grundlægger Bill Gates, Facebook-stifteren Mark Zuckerberg og TV-matadoren Oprah Winfrey.

De er alle dollarmilliardærer og var med på listen, da erhvervsbladet Forbes fornylig udpegede verdens rigeste.

Dagens Gossip