Madrid-træner har fået et svært offensivt puslespil

Skrevet af admin

06/04/2015

Dagens topnyheder

Med kun ni kampe tilbage kæmper Real Madrid for at indhente FC Barcelonas forspring på fire point i den bedste spanske fodboldrække.

Derfor kan det være fint, at træner Carlo Ancelotti igen kan råde over James Rodriguez, men det giver ham et hovedbrud på de forsvarende Champions League-vinderes midtbane inden onsdagens ligakamp mod Rayo Vallecano.

Colombianeren Rodriguez har nemlig været skadet i to måneder, men han var med, da Real Madrid søndag smadrede Granada med 9-1 blandt andet i kraft af fem scoringer fra Cristiano Ronaldo.

Nu skal Ancelotti vælge mellem den spanske landsholdsspiller Isco og James Rodriguez. Isco, som er blevet fansenes favorit, havde karantæne i søndagens kamp, hvor colombianeren gjorde comeback.

James Rodriguez kom til Madrid fra Monaco for svimlende 600 millioner kroner før denne sæson, og Carlo Ancelotti antydede søndag, at han foretrækker colombianeren i selskab med Toni Kroos og Luka Modric på midtbanen.

- Han spillede rigtigt godt. Man kunne ikke se, at han ikke havde spillet i to måneder, sagde Ancelotti ifølge nyhedsbureauet Reuters på pressemødet efter søndagens kamp.

- Han viste sine kvaliteter, sin intensitet og sin evne til at holde på bolden. Han er en meget direkte spiller, og han viser altid et fantastisk blik for spillet og er opmærksom, sagde Ancelotti videre.

Real Madrid møder Rayo Vallecano på onsdag. Samme dag får FC Barcelona besøg af nedrykningstruede Almeria, som fyrede sin træner søndag.

/ritzau/