Mads Christiansen skal nok blive klar til Kroatien

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

Eneste danske minus i forbindelse med onsdagens 32-23-sejr over Island var højrebacken Mads Christiansen, der udgik undervejs i første halvleg med en lille forstrækning i låret.

Men dagen derpå er prognoserne gode, fortæller Peter Poulsen, der er en af landsholdets fysioterapeuter.

- Jeg er 99 procent sikker på, at Mads spiller mod Kroatien fredag. Vi evaluerer skaden en gang torsdag aften, men det ser fint ud, siger han.

Mads Christiansen er også selv meget fortrøstningsfuld i forhold til at kunne spille fredag aften

- Det er bedre. Jeg har fået ro, is og behandling, og selv om det fortsat er ømt, så er det en anden smerte, siger BSV-spilleren.

Han satte sig op på kondicyklen under torsdagens træning og nøjedes med at kigge på, mens holdkammeraterne fik sparket liv i de halvømme stænger.

- Der er jo ingen grund til at belaste skaden mere end nødvendigt, selv om jeg føler mig ret sikker på, at jeg nok skal spille, siger han.

Mads Christiansen deler spilletiden på højre backposition med Kasper Søndergaard.

/ritzau/