Mads Ryder bliver ny topchef i IC Companys

Mads Ryder tiltræder den 1. august stillingen som CEO og koncernchef i IC Companys. Han afløser Niels Mikkelsen, der forlader virksomheden efter fem år på posten. Mads Ryder kommer senest fra stillingen som CEO for Royal Copenhagen, hvor han stod i spidsen for omfattende ændringer af virksomheden.

Bestyrelsesformand Niels Martinsen siger om ledelsesskiftet:

”I bestyrelsen er vi både glade og stolte over at få en kapacitet som Mads Ryder om bord. Ikke mindst hans vedholdende fokus på at føre en strategi ud i livet med stærke økonomiske resultater til følge, er noget af det, vi er gået målrettet efter. Men også de ændringer i måden at agere i de forskellige markeder på, som Mads Ryder indførte i sit tidligere job og som betød, at virksomhedens kerneforretning voksede kraftigt i et ellers faldende marked, er selv sagt relevante for os. Det samme gælder hans talent og flair for varemærker og branding”.

Om baggrunden for bestyrelsens farvel til Niels Mikkelsen, siger bestyrelsesformanden:

”Niels Mikkelsen tiltrådte umiddelbart inden finanskrisen satte ind – en periode, der gav hele branchen enorme udfordringer. Det er derfor i høj grad Niels’ fortjeneste, at vi trods alt kom fornuftigt igennem nogle historisk svære år for modebranchen. Det siger både jeg og den øvrige bestyrelse ham tak for. Men med den fremtid, vi i dag ser ind i, ønsker bestyrelsen at flytte topledelsens fokus over på eksekvering. Koncernstrategien skal omsættes til bedre økonomiske resultater, og præcis her har Mads Ryder i sine tidligere CEO-jobs været meget driftssikker.”

Den afgående CEO udtrykker ærgrelse over ikke længere at skulle stå i spidsen for koncernen, men er enig i, at det nu handler om at få strategien omsat til både top- og bundlinje:

”Jeg synes, vi er lykkedes med ganske meget. Vi har omstruktureret og vi har fastlagt en klar strategi. Selvfølgelig havde jeg gerne været del af udførelsen også, men sådan går det ikke altid – det skal man være klar over, når man siger ja til et job som topchef,”, siger Niels Mikkelsen. 

Det er ikke kun på topposten, at der bliver skiftet ud i IC Companys. Næstkommanderende, CFO, Chris Bigler forlader modekoncernen senest den 31. oktober, og en af Mads Ryders første opgaver bliver at være med til at finde en afløser på finansposten.

Udskiftningen i den øverste ledelse påvirker ikke koncernens forventninger til helårsresultatet for 2012/2013

Dagens Gossip