Mænd anholdt for bortførelse og afpresning af 18-årig

Skrevet af admin

29/08/2014

Dagens topnyheder

En 18-årig mand kørte i en bil, da to mænd pludselig hev ham ud, tæskede ham med 20 knytnæveslag og tog ham med på en køretur, hvor han blev afpresset i længere tid med grove trusler om vold.

Sådan forløb en voldsom episode i Greve torsdag eftermiddag ifølge sigtelsen mod to mænd på 21 og 23 år, og som en dommer ved Retten i Roskilde fredag valgte at varetægtsfængsle i tre uger.

Det var vidner til overfaldet på den 18-årige, som tilkaldte politiet klokken 16.04, som fik anholdt de formodede gerningsmænd, da de ankom til stedet.

- Vi får anholdt to personer et stykke fra stedet, som er sigtet for kort forinden at have overfaldet en 18-årig mand i en bil, fordi han angiveligt skylder dem nogle penge. De kender i hvert fald hinanden fra et kriminelt miljø, siger politikommissær Kim Lech til Ritzau.

Den 18-årige fik ud over knytnæveslag også flere spark, og han har slået flig af tænder og er hævet i ansigtet. Men efter de grove tæsk, blev den 18-årige truet med yderligere vold under køreturen, da gerningsmændene havde taget ham med i deres bil.

- Han bliver truet med, at hvis ikke han betaler pengene, så får han smadret tænderne og bliver trampet på i en skov, fortæller Kim Lech, leder af efterforskningen ved lokalpolitiet i Karlslunde.

De to unge mænd har nægtet at udtale sig til politiet og til dommeren.

/ritzau/