To mænd bag tremmer for blodigt knivmord

Det var formentlig i forbindelse med inddrivelse af gæld, at en 30-årig mand den 13. marts blev stukket flere gange med en kniv på en parkeringsplads på Baltorpvej i Ballerup uden for København. Et knivstik skar en pulsåre over, så han mistede livet.

Onsdag blev to mænd med tilknytning til Ballerup-området varetægtsfængslet i hver fire uger for at have medvirket, mens en tredje mand blev varetægtsfængslet in absentia, altså uden selv at være til stede.

Politiet mener, at det var tredjemanden, der førte kniven, og han er nu efterlyst internationalt.

- Vi har en rigtig god formodning om, at det var ham, men han er ikke i Danmark og skal udleveres fra et andet europæisk land, siger anklager Martin von Bülow, Københavns Vestegns Politi.

Anklageren ønsker ikke at give oplysninger om den efterlyste, ud over at der er tale om en yngre mand, der også har tilknytning til Ballerup-området.

De to varetægtsfængslede, der er 32 og 24 år, er sigtet for medvirken til grov vold og ulovlig tvang.

- Det er ikke dem, som politiet formoder har stukket den 30-årige, men de var med den person, der stak, siger Martin von Bülow.

Ifølge sigtelsen, der blev læst op i retten, inden dørene blev lukket for offentligheden, medvirkede de to efter aftale, og politiet mener, at de vidste, at der var risiko for, at der ville blive brugt vold i forbindelse med det, der formentlig var inddrivelse af gæld.

De to varetægtsfængslede skal have medvirket til at hente den 30-årige, og de var med i den bil, som kørte ham til parkeringspladsen i Ballerup, hvor han blev stukket ned.

Den 30-årige blev en onsdag aften fundet stærkt blødende på parkeringspladsen i Ballerup. I første omgang mente politiet, at han var blevet skudt, men det viste sig, at han var stukket med en kniv. Et af stikkene havde ramt en pulsåre i lysken.

Han blev bragt til Rigshospitalet, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hans liv. Han døde to dage efter.

/ritzau/

Dagens Gossip