Mænd begik voldsomt hjemmerøveri mod homoseksuelt par

En sag om et særdeles groft hjemmerøveri er fredag blevet afgjort ved Københavns Byret med straffe på fem års fængsel til begge gerningsmænd.

De dømte, en 28-årig brite og en 25-årig dansker, trængte 30. april sidste år kort før klokken 01 ind i et kærestepars lejlighed i Hyskenstræde i det indre København.

I stueetagen fandt mændene hver en kniv, hvorefter de med tildækkede ansigter gik op og vækkede det sovende kærestepar, to midaldrende mænd, der lå på lejlighedens øverste etage.

Her aftvang de unge mænd beboerne en ørering, to ringe og 3000 kroner i kontanter.

Men det var tilsyneladende ikke nok for de to røvere.

Den 25-årige dansker tvang et af ofrene ned ad trappen med kniven for halsen.

Gerningsmanden slog sit offer i ansigtet, viklede tape om hans hals og stak ham med kniven på kroppen og i hovedet.

Samtidig tvang den 28-årige brite med en kniv for halsen den anden beboer til at ligge på maven i sengen, mens han pressede en dyne ned over hans hoved.

Offeret følte, at han ikke kunne få luft, fremgår det af anklageskriftet.

- Jeg vil skære din hals over. Din fucking bøsse - jeg væmmes, skal den britiske røver have sagt på engelsk.

En underbo kunne imidlertid høre, at noget var galt, og ringede derfor til politiet, der anholdt de to hjemmerøvere på stedet.

Ved fredagens retsmøde valgte et nævningeting at idømme de to mænd fem års fængsel.

- Briten blev desuden udvist med indrejseforbud for bestandig, siger anklager Louise Pedersen til Ritzau.

Hun fortæller, at mændene erkender, at de ville lave indbrud.

- Men de vil ikke stå ved, at de planlagde et egentligt røveri, siger Louise Pedersen.

Men det var retten altså ikke enig i. Nævningetinget slog fast, at der var tale om et såkaldt egentligt hjemmerøveri.

Det vil sige, at gerningsmændene er trængt ind i hjemmet med det formål at røve - i modsætning til en tyveknægt, der bliver overrasket og bruger vold eller trusler.

Minimumstraffen for et egentligt hjemmerøveri er fem års fængsel.

/ritzau/

Dagens Gossip