To mænd dømt for at afpresse Nicklas Bendtner

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

To unge mænd er ved Københavns Byret dømt for forsøg på at afpresse en person for 100.000 kroner ved at true med at offentliggøre private fotos og andre personfølsomme oplysninger om ham. Det oplyser Københavns Politi.

Ifølge Ritzaus oplysninger er offeret for afpresnings-plottet identisk med landsholdsangriberen Nicklas Bendtner.

Hovedgerningsmanden blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, mens en anden mand blev idømt 60 dages betinget fængsel for at have spillet en mere sekundær rolle i affæren.

Den ene af mændene havde i første omgang købt en computer af en person, han ikke kendte i forvejen.

Men da køberen åbnede computeren og opdagede, hvem den tilhørte, øjnede han chancen for at lave nogle hurtige penge.

Gerningsmanden kontaktede herefter flere forskellige medier for at høre, hvad de ville give for computeren og de oplysninger og billeder, som den indeholdt.

Manden ringede herefter til Bendtner selv og præsenterede sig med falsk navn.

Han truede med at sælge indholdet til pressen og forlangte først 100.000 kroner for computeren, hvilket landsholdsspilleren imidlertid afslog.

I stedet gik han til politiet, som så bad angriberen agere lokkedue i en fælde.

Der blev aftalt et møde med gerningsmanden på en plads i København, hvor computeren skulle udveksles for 25.000 kroner.

Da Bendtner havde sikret sig, at afpresseren havde hans computer med, gav han tegn til civilklædte betjente i nærheden, der herefter lynhurtigt skred til anholdelse.

/ritzau/