To mænd dømt for socialt bedrageri

Skrevet af Elo Christoffersen

29/10/2012

Mest læste i dag

To mænd er blevet dømt for at bedrage henholdsvis Høje-Taastrup og Albertslund Kommuner. Begge fik uberettiget udbetalt socialhjælp, oplyser Københavns Vestegns Politi

Den ene, en 46-årig mand, var tiltalt for at have fået 32.212 kroner i kontanthjælp af Høje-Taastrup Kommune, mens han var rejst til udlandet i 2010 og 2011. Det var en borger, som gjorde Høje-Taastrup Kommune opmærksom på bedrageriet. Efter undersøgelser anmeldte kommunen sagen til Københavns Vestegns Politi.

Den 46-årige blev idømt 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Han skal betale pengene tilbage til kommunen og skal derudover betale sagens omkostninger. Han nægtede sig skyldig og overvejer at anke dommen.

Fik både kontanthjælp og løn

I en anden sag sad en 40-årig mand på anklagebænken. Han var tiltalt for at have fået 13.345 kroner i kontanthjælp fra Albertslund Kommune i august 2011, mens han samtidig fik løn for at arbejde i et firma. Det var elektroniske indberetninger, som fik kommunen til at undersøge sagen nærmere og dernæst indgive politianmeldelse.

Retten idømte den 40-årige en betinget dom uden straffastsættelse. Han erkendte sig skyldig og modtog dommen. Han skal betale pengene tilbage og afholde sagens omkostninger.