To mænd er dømt for drabsforsøg i Hadsten: En udvises

To mænd på henholdsvis 24 og 25 år er ved Retten i Randers torsdag fundet skyldig i forsøg på manddrab begået i Hadsten.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I september sidste år affyrede de to flere skud mod en bil, hvori der befandt sig to personer.

Motivet var angiveligt en narkogæld, oplyser senioranklager Rikke Hyttel til Ritzau.

- Retten lagde til grund, at det var et opgør omkring betaling af gæld for hash, siger hun.

Den 24-årige, som affyrede skuddene, er irakisk statsborger. Han blev idømt syv års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den 25-årige, der agerede chauffør, er idømt fem års fængsel for medvirken.

Selvom ét af projektilerne ramte passagersædet i bilen, blev det stoppet af metaldele i sædet, og ingen af personerne blev ramt.

De to mænd har begge anket dommen til frifindelse.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV