To mænd er dræbt i stor politiaktion i Paris

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

To mænd er blevet dræbt i en politiaktion i Frankrigs hovedstad, Paris, tidligt onsdag morgen. Det skriver avisen Le Monde på sin hjemmeside.

Aktionen, der udfolder sig i Paris-bydelen St. Denis, er angiveligt et led i jagten på Abdelhamid Abaaoud, der menes at være manden, der udtænkte en række blodige angreb i den franske hovedstad fredag aften.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer en anonym politikilde for oplysningen.

Tidligt onsdag morgen indledte fransk politi den omfattende aktion i bydelen, hvor beboere opfordres til at holde sig bag lukkede døre i deres hjem, da aktionen fortsat er i gang.

Et ukendt antal politifolk er blevet såret af skud, rapporterer flere medier, men der er ingen meldinger om dræbte betjente.

Ifølge bydelens borgmester, Didier Paillard, begyndte skud at falde omkring klokken 04.30 og lød fortsat klokken 06 onsdag morgen.

St. Denis er bydelen, hvor Stade de France ligger. Stadionet var et af målene for de blodige angreb fredag.

Myndighederne mener, at i alt ni gerningsmænd deltog i angrebene, som kostede 129 mennesker livet. Syv af de skyldige bag angrebene blev dræbt af politiet eller begik selvmord under angrebene.

/ritzau/