To mænd er fængslet for svindel til 40 millioner

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

To mænd på 33 og 34 år er onsdag i et grundlovsforhør i Københavns Byret blevet fængslet i 13 dage, sigtet for såkaldt kædesvig for mindst 40 millioner kroner.

En 37-årig mand, der også er sigtet i sagen, blev løsladt.

Tirsdag anholdt politiet i alt fire mænd, da man foretog ransagninger flere steder i København.

- Vi har ransaget seks forskellige steder og anholdt fire personer, fortalte vicepolitiinspektør Henning Schmidt fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet tirsdag til Ritzau.

Onsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, så det er ikke muligt at få oplyst, hvad mændene forklarede eller de nærmere detaljer i sagen.

Politiet har efterforsket sagen i halvandet år, før man tirsdag valgte at skride til ransagninger og anholdelser.

Svindlen er angiveligt foregået i flere brancher, blandt andet rengøringsbranchen.

Der har i de senere år været flere større sager om kædesvig, der går ud på, at bagmændene gemmer sig bag et uigennemskueligt net af selskaber og underleverandører for at sløre skatte- og momssvig samt brug af sort arbejdskraft.

/ritzau/