Mænd erkender at stå bag eksplosivt kemikalie på kollegium

Politi, brandvæsen, ambulancer og specialister fra Beredskabsstyrelsen rykkede lørdag aften ud til Grønjordskollegiet på Amager, hvor der var fundet et underligt kemisk stof, der eksploderede, når man trådte på det.

Det fik lørdag aften politiet til at anholde to mænd på 30 og 31 år, men søndag er de begge på fri fod igen.

- Vi fik nogle meldinger fra kollegiet om, at man havde fundet et brunligt stof, der havde en kemisk, ammoniakagtig lugt, fortalte Henrik Vedel, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi tidligere søndag.

Stoffet var smurt ud på gulvet flere steder og på flere kollegiebeboeres sko. Når man trådte på det, knaldede det.

Over for politiet har de to mænd erkendt, at det er dem, der har fremstillet stoffet og spredt det på kollegiet, hvor den 31-årige bor.

- De har blandet nogle ting sammen og sådan i dumhed rodet lidt med det, sagde Henrik Vedel om de to mænd.

- Og så har de efterladt nogle ting, som kunne være farlige for andre, fortsætter han.

Søndag blev de to mænd fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, hvor de blandt andet var sigtet for, at volde fare for andres liv eller førlighed.

Dommeren valgte dog at løslade den 31-årige, der som den første blev fremstillet i grundlovsforhør.

- Og så besluttede anklageren at løslade den anden uden at kræve fængsling, fortæller den centrale efterforskningsleder Gunnar Nørager.

De to mænd er dog fortsat sigtet i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip