To mænd fængsles for hjælp til nu afdød terrormistænkt

En dommer har mandag varetægtsfængslet to mænd, der sigtes for at have bistået den 22-årige, som i weekenden menes at stå bag to terrorangreb i København.

Mændene er begge blevet fængslet i 10 dage, men er ikke isoleret.

Kendelsen er afsagt efter et flere timer langt grundlovsforhør i Dommervagten på Politigården i København.

Københavns Politi har sigtet de to for medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold. Desuden sigtes de for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf.

Politiet hævder, at mændene skaffede et våben fra det første angreb af vejen og desuden skjulte den 22-årige, som selv blev dræbt søndag morgen.

Begge har nægtet sig skyldige.

Mens Københavns Politi har betegnet angrebene på et debatmøde på Østerbro og mod synagogen i Krystalgade i København som terrorhandlinger, drejer sigtelsen mod de to påståede sig ikke om terror-bestemmelserne i straffeloven.

Der er "kun" rejst sigtelse om medvirken til drab, drabsforsøg og vold, har advokaturchef Dorit Borgaard tidligere på dagen oplyst til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip