To mænd fængsles for hjælp til nu afdød terrormistænkt

Skrevet af admin

16/02/2015

Mest læste i dag

En dommer har mandag varetægtsfængslet to mænd, der sigtes for at have bistået den 22-årige, som menes at stå bag to terrorangreb i København i weekenden.

Mændene er begge blevet fængslet i 10 dage, men er ikke isoleret.

Kendelsen er afsagt efter et flere timer langt grundlovsforhør i Dommervagten på Politigården i København.

Københavns Politi har sigtet de to for medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold. Desuden sigtes de for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf.

Politiet hævder, at mændene skaffede et våben fra det første angreb af vejen og desuden skjulte den 22-årige, som selv senere blev dræbt i en skudveksling med politifolk søndag morgen nær Nørrebro Station.

Begge mænd, der angiveligt er i 20'erne, har nægtet sig skyldige. Den ene blev anholdt søndag morgen, mens politiet fik fat i den anden om eftermiddagen.

Mens Københavns Politi har betegnet angrebene på et debatmøde på Østerbro og mod synagogen i Krystalgade i København som terrorhandlinger, drejer sigtelsen mod de to påståede sig ikke om terror-bestemmelserne i straffeloven.

Der er "kun" rejst sigtelse om medvirken til drab, drabsforsøg og vold, har advokaturchef Dorit Borgaard tidligere på dagen oplyst til Ritzau.

De to nu fængslede sigtes også for at have overtrådt straffelovens våbenbestemmelse.

Under retsmødet mandag krævede anklageren en varetægtsfængsling i fire uger. Desuden bad han om isolation, men det afviste dommeren altså.

/ritzau/