To mænd fængslet for brutalt overfald på Hellerup Station

To mænd på 19 og 20 år er i Dommervagten i København blevet fængslet i 13 dage, sigtet for grov vold mod en mand på Hellerup Station.

Overfaldet fandt sted sent om aftenen den 18. maj, da det 19-årige offer sad på stationen og ventede på et tog, da han blev overfaldet af tre mænd. Det var tilsyneladende et umotiveret overfald.

Manden blev overfaldet med slag og spark, og overfaldet var så voldsomt, at han fik svære kvæstelser i ansigtet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Tirsdag besluttede politiet at offentliggøre overvågningsfotos af de tre, som skal have slået og sparket den 19-årige.

Og mediernes efterfølgende gengivelse af fotografier og oplysninger gav hurtigt gevinst, idet politiet fik gode informationer fra borgere, der reagerede på omtalen, og kort før klokken 21 tirsdag kunne politiet anholde de to mænd.

LÆS OGSÅ: To mænd anholdt for voldsomt overfald på togstation

Den tredje mistænkte i sagen er dog stadig på fri fod.

I grundlovsforhøret erkendte de to mænd sig delvist skyldige, men nægtede sig skyldige i straffelovens paragraf om "legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter".

/ritzau/

 

Dagens Gossip