Mænd fængslet for omfattende narkohandel i Nordjylland

Tre mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for omfattende handel med blandt andet kokain i Nordjylland, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på Twitter.

Ifølge Nordjyskes netavis er der tale om mænd på henholdsvis 22, 26 og 33 år.

En del af stofferne er blevet solgt i perioden fra marts til september i år, oplyser anklager Kim Kristensen til nordjyske.dk.

Den 26-årige mand er sigtet for flest forhold. Blandt andet skal han have været i besiddelse af 1056 gram kokain, 500 gram amfetamin, 3266 gram hash og 249 gram skunk, hvoraf han har solgt kokainen og amfetaminen, skriver netavisen.

Den 22-årige er sigtet for at have været i besiddelse af 205 gram kokain, 100 gram amfetamin og 173 gram ketamin, hvoraf han har solgt amfetaminen og en del af kokainen.

Endelig er den 33-årige sigtet for besiddelse af 123 gram kokain, 2750 gram hash og 249 gram skunk, hvoraf han har solgt kokainen.

Ifølge anklageren er de tre mænd sigtet for at have arbejdet sammen om den store narkohandel.

/ritzau/

Dagens Gossip