To mænd fundet døde i vandet ved Årø

Søværnets Operative Kommando (SOK) har fundet to døde fritidsfiskere i vandet ved Årø i Lillebælt. De to mænd forsvandt mandag efter en sejltur.

SOK søgte i området efter et tip fra en borger, der havde set en hvid jolle med to mænd om bord nær Årø, der ligger ved udmundingen af Haderslev Fjord, 1,5 kilometer fra fastlandet og knap 20 kilometer nord for Als.

- Vi har fundet en jolle og to omkomne personer i vandet. De pårørende er endnu ikke informeret, men vi går ud fra, at det drejer sig om de to eftersøgte personer, siger presseofficer ved SOK Jesper Rasmussen til Ritzau.

Fyns Politi har dog fastslået de to mænds identitet til at være de to savnede fiskere - en 33-årig fra Horsens og 42-årig mand fra Ringe.

Den ene mand blev fundet af en helikopter klokken 09.53 tirsdag formiddag. Han blev fløjet på Odense Universitetshospital, hvor han blev erklæret død.

Mændenes jolle blev derefter fundet klokken 10.37, og den sidste fisker blev fundet af en helikopter klokken 11.23. Begge mænd blev fundet syd for Årø.

Fiskerne sejlede mandag morgen klokken otte ud fra Helnæs på Sydfyn.

Aftalen var, at de to fritidsfiskere skulle være hjemme ved 16-tiden, men de dukkede aldrig op. Fiskerne havde mobiltelefon med, men det var ikke muligt at få kontakt til dem. Først på aftenen mandag slog de pårørende alarm.

SOK satte en eftersøgning i gang med tre skibe og en helikopter, der ledte i området mellem Helnæs og Als. Men på grund af borgerens tip startede eftersøgningen tirsdag i området ved Årø.

De to mænd sejlede i en 13 fods jolle med påhængsmotor, og med motorstørrelsen på jollen mente SOK, at de to mænd lige akkurat havde kunnet nå op til Årø, siden de sejlede ud.

På grund af vejrforhold har helikopteren ikke kunnet bruge sin natkikkert, og tidligt tirsdag morgen omfattede eftersøgningsstyrken to skibe.

/ritzau/

Dagens Gossip