Mænd i BMW skød foran politistation

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten til lørdag haft travlt med papirarbejdet, efter at der er blevet rejst en hel stribe sigtelser mod tre anholdte mænd.

Mændene påkaldte sig politiets opmærksomhed, da de affyrede flere skud med en gaspistol foran politistationen i Aabenraa.

- Et minut over midnat kører en hundepatrulje ud fra politigården, og de hører så nogle knald, som kommer fra en sølvgrå BMW, fortæller politiets vagtchef Søren Strægaard.

Patruljebilen satte efter BMW'en, som ifølge vagtchefen både kørte over cykelstier og over for rødt lys.

- Den kommer ud på E45, hvor farten kommer op på 200 kilometer i timen, inden de vælger at stoppe, fortæller vagtchefen.

Bag rattet i BMW'en sad en 21-årig mand, som ifølge Søren Strægaard var påvirket af stoffer, hvilket han er blevet sigtet for. Derudover måtte manden slet ikke køre bil, da han er frakendt førerretten.

Derudover viste det sig, at bilen var en uindregistreret bil fra Tyskland, som var forsynet med falske nummerplader. Politiet har valgt at beslaglægge bilen.

- De tre i bilen havde desuden alle sammen hash og amfetamin på sig, og i bilen blev der fundet en gaspistol, fortæller Søren Strægaard.

Ud over den 21-årige mand sad der en 18-årig og en 26-årig mand i bilen. De er alle blevet løsladt efter at være blevet sigtet.

/ritzau/