Mænd i gul bil forsøgte at lokke 8-årig pige med slik og kontanter

Skrevet af Jesper Larsen

02/04/2016

Dagens topnyheder

Torsdag eftermiddag blev Gert Schmitt Larsens otteårige datter stoppet på gaden i Fraugde på Fyn af to mænd i en gul bil. 

De tilbød pigen slik for at følge med dem, og da han afslog, tilbød de hende 100 kroner. Et tilbud pigen heldigvis også afslog. 

- Det sker ikke for mine børn. Det er ikke virkelighed, tænkte Gert Schmitt Larsen, da han torsdag eftermiddag blev ringet op af sin tidligere hustru, Ursula Schmitt Larsen, skriver Fyens.dk. 

Få minutter forinden var den chokerede datter kommet hjem til sin mor.

- Det var en rystet pige, vi fik hjem, men hun handlede fuldstændig korrekt efter bogen. Hun gjorde, som enhver forælder havde håbet, fortæller Gert Schmitt Larsen, der tidligere har talt min sin datter om, hvordan man skal reagere i en lignende situation.

Men det er tilsyneladende ikke første gang, de pågældende mænd forsøger at lokke børn med sig. I en lokal gruppe på Facebook er der flere forældre, der har haft lignende oplevelser. 

- Der har for eksempel været skrevet om det på skolens forældreintra. Jeg kan fornemme i tråden derinde, at folk er skræmte, siger Gert Schmitt Larsen og referer til et opslag, Ursula Schmitt Larsen lavede i gruppen, så snart hun havde fået datteren hjem. Siden er opslaget blev delt flere hundrede gange, skriver Fyens.dk

- Og jeg kan mærke, at hele lokalsamfundet her er på den anden ende. Jeg kan for eksempel se inde i gruppen, at der er en mor, der går med sit barn i skole, og som tilbyder, at andre børn kan gå med. Der er virkelig kommet sammenhæng i byen, siger Gert Schmitt Larsen.

Fyns Politi fortæller, at det tager sagen meget alvorligt, selvom det dog ikke har fået andre anmeldelser end Gert Schmitt Larsens torsdag eftermiddag.

- Men når vi bliver bekendt med en hændelse, er vi meget opmærksomme og kører rundt for at patruljere og holde øje, fortæller vagtchef Kenneth Thaanquist, der håber på offentlighedens hjælp.

- Vi vil meget gerne høre mere, hvis nogen ved mere om det, lyder det, siger han til Fyens.dk