Mænd i hvide dragter hjemmerøver 64-årig nær Hobro

Fire mænd i hvide dragter bankede på hos en 64-årig mand tirsdag aften klokken 20.30.

Den ene havde en pistol, og mændene bagbandt nordjyden og ledte efter kontanter i knap to timer, før de stak af, oplyser Nordjyllands Politi.

- Det er formentlig fire udenlandske mænd, der er iført hvide overtræksdragter med hætterne helt snøret ind, som binder ham og truer med en pistol til et større kontantbeløb, siger Åge Pedersen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

Offeret løb over til naboen, da de fire mænd flygtede fra stedet, og ringede til politiet klokken 23.24. Hjemmerøveriet skete på en landejendom på Skonhøjvej i Kjemtrup nord for Hobro.

- Efterforskningen må vise om manden er tilfældigt udvalg, så vi har ingen teori om mulig forbindelse mellem offer og gerningsmænd på nuværende tidspunkt, fortæller vagtchefen.

Røveriet virkede yderst professionelt, og politiet har meget lidt at gå efter i jagten på gerningsmændene.

- De snakkede i hvert fald gebrokkent dansk, men eller har vi ikke signalement af gerningsmændene eller flugtbilen, fortæller Åge Pedersen.

Den 64-årige mand slap med mindre skrammer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip